Her er de nominerede til Region Syddanmarks frivillighedspris

Region Syddanmark har offentliggjort de 15 nominerede til Frivillighedsprisen 2026. Afstemningen om Publikumsprisen er samtidig åbnet, og frem til 28. oktober klokken 12 kan borgere stemme på deres favorit.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) fremhæver de frivilliges betydning:
"Jeg glæder mig over, at så mange frivillige bruger deres tid og kræfter på andre mennesker i vores region. Deres indsatser er forskellige, men de skaber alle tryghed, åbner fællesskaber og hjælper mennesker i situationer, hvor de kan føle sig alene eller have brug for støtte. De nominerede viser både, hvad nye idéer kan føre til, og hvad et vedholdende engagement gennem mange år betyder. Med Frivillighedsprisen siger vi tak og gør deres arbejde synligt. Jeg håber, at mange vil se præsentationerne og give deres favorit en stemme."
I kategorien Trivselsprisen er Frivillige peer-mentorer på Ærø, Besøgshesten Brian og Mandecaféen nomineret. Peer-mentorerne hjælper ældre efter hospitalsophold, mens Besøgshesten Brian besøger patienter på Psykiatrisk Afdeling i Vejle. Mandecaféen skaber fællesskab for mænd over 30 år med erfaring fra psykiatrien.
Til Lighedsprisen er Kegnæs Frivillige Brandværn, Sundhedsklinikken for migranter i Odense og Et Ankernomineret. De arbejder blandt andet med akuthjælp, sundhedshjælp til mennesker med begrænset adgang til sundhedsvæsenet og besøgsrelationer til patienter i retspsykiatrien.
I kategorien Når livet gør ondt-prisen er de nominerede Kristoffer Larsen, Ungdommens Røde Kors, Café Nordlys, Ungdommens Røde Kors og Skyggebørn. Indsatserne skaber fællesskaber og støtte for blandt andet unge psykiatriske patienter samt børn og unge i sorg.
Til Upcomer-prisen er De frivillige bag Sport og Samvær, Recovery Bulls og Narcotics Anonymous nomineret. De frivillige skaber blandt andet idrætsfællesskaber og støtter patienter i at finde fællesskaber uden for psykiatrien.
Endelig er Bamsehospital, Louis Andersen, Røde Kors Patientstøtte og Ella Hedegaard Andersen nomineret til Æresprisen. Her spænder indsatsen fra mere end 20 års arbejde med børns møde med hospitalet til henholdsvis 18 og næsten 58 års frivilligt engagement.
Vinderne kåres 2. november ved en prisuddeling på Eksercerhuset i Fredericia. Hver pris udløser 10.000 kroner til videreudvikling af den frivillige indsats.
Faktaboks:
- 15 initiativer er nomineret til de fem kategoripriser.
- Derudover konkurrerer alle nominerede om Publikumsprisen.
- Afstemningen løber til 28. oktober 2026 kl. 12.
- Der følger 10.000 kr. med hver pris.
- Vinderne kåres 2. november på Eksercerhuset i Fredericia.
- Næsten 80 frivillige indsatser blev indstillet til årets priser.
- Der er fem kategoripriser: Trivselsprisen, Lighedsprisen, Når livet gør ondt-prisen, Upcomer-prisen og Æresprisen.






Accepter kun nødvendige cookies